Jysk Fynske Medier

Jysk Fynske Medier køber Midtjyske Medier

20. august 2015

Allerede i sit første leveår er fusionsvirksomheden Jysk Fynske Medier i færd med at overtage yderligere en stor bid af det danske mediemarked.


Allerede i sit første leveår er fusionsvirksomheden Jysk Fynske Medier i færd med at overtage yderligere en stor bid af det danske mediemarked. Jysk Fynske Medier køber Midtjyske Medier af den hidtidige ejer, Berlingske Media, og overtager med denne handel seks dagblade, 20 ugeaviser, en stribe online-medier, to radiostationer, to trykkerier samt en distributionsvirksomhed.

Med købet af Midtjyske Medier dækker Jysk Fynske Medier hele Fyn og det meste af Jylland fra grænsen og op til Limfjorden. Koncernen får en årlig omsætning på mere end to milliarder kroner og vil beskæftige 1700 medarbejdere.

Købet sker blot et halvt år efter, at konkurrencestyrelsen godkendte fusionen mellem Fynske Medier, Syddanske Medier og Jyske Medier. Konsolideringen efter denne fusion er knap overstået, men ifølge adm. direktør Jesper Rosener passer Midtjyske Medier så godt med Jysk Fynske Mediers eksisterende aktiviteter, at man valgte at slå til, da muligheden for et køb viste sig.

”Vi har i forvejen totalt fokus på lokale og regionale medier. Vi er optaget af, at lokale og regionale medier skal blive bedre til at dele funktioner som tryk, IT, indkøb og økonomi, så de får flere muskler til at udvikle sig redaktionelt og kommercielt, ” siger Jesper Rosener.

Jesper Rosener understreger, at formålet med det aktuelle opkøb ikke er at nedlægge eller sammenlægge medier. Tværtimod. Jysk Fynske Medier ønsker netop at fastholde og ovenikøbet udvikle de lokale medier i hvert deres lokalområde og dermed sikre deres afgørende rolle for demokratiet og sammenhængskraften i lokalområderne.

”Der er virkeligt dygtige medarbejdere i Midtjyske Medier. Jeg er sikker på, at de kan hjælpe os i den proces, vi er i gang med, og at vi omvendt også kan hjælpe dem med noget af det, vi er gode til, ” siger den administrerende direktør.

Købet af Midtjyske Medier er godkendt i Jysk Fynske Mediers bestyrelse. Herefter skal købet godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Den endelige overtagelse ventes at ske 1. januar 2016.


Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Jesper Rosener 2177 2032

 

Fakta om Jysk Fynske Medier:
Det nye Jysk Fynske Medier kommer til at omfatte 12 dagblade, 67 ugeaviser, 5 radiostationer, 4 trykkerier, en lang række onlineaktiviteter, distributionsselskaber samt datterselskaber inden for grafiske løsninger samt produktion af software og applikationer til mobiltelefoner.

Direktionen for Jysk Fynske Medier består af administrerende direktør Jesper Rosener, vice-administrerende direktør Alex Pedersen, direktør Peter Ringtved, salgsdirektør Henrik Damgaard Hansen og koordinerende chefredaktør Per Westergård.

Bestyrelsesformand for Jysk Fynske Medier er advokat Arne Andersen

 

 




VIDSTE DU AT

... Danmark er en fællessektion, der udkommer sammen alle vores 13 dagblade

VIDSTE DU AT

… STEP er Jysk Fynske Mediers kommunikationsbureau med afdelinger i Odense, Esbjerg og Holstebro

VIDSTE DU AT

... vores nyhedssites har 18 millioner sidevisninger om måneden