Jysk Fynske Medier

Danmarks nye taleradio er kommet godt fra land

20. februar 2020


Den 1. november 2019 gik Radio4 i luften. Og hvis man spørger direktør på Radio4, Anne-Marie Dohm, er den nye taleradio kommet godt fra land.


Claus Rantzau Møller
cmj@jfmedier.dk

Aarhus: Det emmer af god stemning og store ambitioner på det ugentlige fredagsmøde på Radio4. Stort og småt fra etik til placering af skraldespande bliver vendt over et rundstykke og en kop kaffe på Danmarks nye radiostation.

Med en ambition om at lave taleradio til en større del af befolkningen gik Radio4 i luften midt om natten imellem oktober og november 2019.

- Jeg synes, at vi er kommet godt fra land. Jeg er godt tilfreds med, at vi nåede så langt med den samlede sendeplan og programmerne, som vi gjorde, inden vi gik i luften, selv om tiden var utrolig knap, siger direktør Anne-Marie Dohm.

Helt vildt hårdt
Bag Radio4 står selskabet Radio FM4 A/S, som ejes af ni regionale dagblade med Jysk Fynske Medier i spidsen. De øvrige mediehuse er Sjællandske Medier, Mediehuset Herning Folkeblad, Radio ABC, Skive Folkeblad, Flensborg Avis, Lolland-Falsters Folketidende, Nordjyske Medier og Bornholms Tidende.

Hovedredaktionen med 56 ansatte ligger på Banegårdspladsen i Aarhus. Der er desuden en filial med eget studie og 4-5 medarbejdere i København.

- Det har været travlt, overvældende, helt vildt hårdt, men også sindssygt sjovt at skabe noget nyt. Der er ingenting, som giver sig selv. Alt er bare nyt, siger journalist Camilla Due-Frederiksen.

Hun har dagligt sit eget samtale- og lytteprogram, som hun kalder Ring til Due. Her inviteres lytterne til at dele deres erfaringer med og holdninger til de mest aktuelle emner fra ind- og udland.

Taler med Danmark 
Klimatosset, Den danske forbindelse, Tro på det og Monarkiet er eksempler på Radio4s taleprogrammer. Alt sammen krydret med nyheder.

- For mig har det altid været en drøm at være med til at starte en radiokanal op, men jeg havde aldrig troet, at den ville gå i opfyldelse. Der har været en god holdånd fra starten, og den er blevet ved. Jeg synes, at vi har turdet at tage chancer og eksekvere, siger nyhedsvært Anne Phillipsen, der tidligere har været på P3.

Radioen, der blev lanceret under kampagnen ”Radio4 Taler med Danmark”, har som mål at skabe et indhold, som giver flere danskere adgang til at deltage i samtalen på tværs af samfundet.

- I forhold til programmerne er jeg stolt af både formaterne, redaktionerne bag og værterne. Jeg synes, at vi har holdt vores løfte om, at værterne er det, de taler om. Det giver en god nerve i indholdet. Jeg synes også, at det er lykkedes os at skille os ud fra det indhold, der i dag er på taleradio, siger direktør Anne-Marie Dohm.

Tænkt over tonen 
Der også tænkt over tonen. Der er f.eks. brugt meget tid på at finde en måde at lave undersøgende kritisk journalistik på "uden at skabe skrigeri i radioen".

- Vi skal blive ved med at være nysgerrige, men vi skal også opføre os ordentligt. Vi skal ikke tage en konfrontation for konfrontationens skyld. Så forsvarer kilderne sig i stedet for at forklare sig, og det bliver lytterne ikke klogere af, forklarer direktøren.

Selvom Radio4 skal lave FM-radio, er det også Jysk Fynske Mediers ambition, at radioen kan blive lokomotiv i udviklingen af lyd på streaming og podcast, som en stigende del af befolkningen tager til sig i disse år. Radioen skal medvirke til at udbrede brugen af lyd og eksperimentere med at frembringe nye fortællemåder og talenter.

- Jeg synes, at vores morgenflade byder på relevante, kritiske og nærværende historier. Og jeg fryder mig hver dag over, at der er tid til at lade kilderne tale ud og forklare sig – uden at vi går på kompromis med substans og kritisk stillingtagen, siger Anne-Marie Dohm.

6 ting, du skal vide om Radio4

  1. For første gang nogensinde er stort set alle regionale mediehuse gået sammen om at skabe et nyt landsdækkende public service-medie. I spidsen for konsortiet bag radioen står Jysk Fynske Medier, som ejer knap 70 procent af aktierne i ejerselskabet Radio FM4 A/S. Udbuddet af FM4-kanalen var et resultat af, at den sendetilladelse, som Radio 24Syv vandt i 2011, udløb i sidste år.

  2. Jysk Fynske Medier rammer i dag hele 800.000 lyttere med koncernens kommercielle radiostationer. Med initiativet til at lande en ny landsdækkende radiokanal har koncernen skabt et solidt fundament for en yderligere satsning på lyd, radio og podcast, som synes at være robuste platforme i en tid med fundamentale ændringer i mediemarkedet.

  3. Efter en kort ansøgningsproces afgjorde Radio- og TV-nævnet den 4. juli 2019, at konsortiet bag Radio4 skulle tildeles sendetilladelsen. Der var altså kun knap fire måneder til at bygge en fuldbåren radiostation med studier i både Aarhus og København, til at skabe digitale platforme, til at udvikle programmer og sendeplan og til at oprette en selvstændig nyheds- og aktualitetsafdeling og et stort netværk af eksterne leverandører af radio og podcasts.

  4. Radioen har som mål at skabe et indhold, som giver flere danskere adgang til at deltage i samtalen på tværs af samfundet. Med et stærkt netværk blandt nyhedsredaktionerne i ejerkredsen har radioen de bedste forudsætninger for at lave et nyhedstilbud, som spejler hele befolkningen. Dermed kan radioen også give et bredere og mere dækkende nyhedstilbud til radiolytterne.

  5. Selskabet bag radioen har en selvstændig bestyrelse, hvor ejerkredsen er repræsenteret. Samtidig har vi etableret Redaktionelt Forum, som består af redaktører fra ejermedierne og redaktører fra radioen.

  6. Radio4 drives på public service-vilkår, som reguleres af Radio- og TV-nævnet på vegne af staten. Den skal udkomme 24 timer i døgnet, hvoraf knap 19 timer skal være ny-produceret. Samtidig er radioen finansieret fuldt ud af skattekroner i form af et tilskud, som hen over de otte år falder fra godt 100 til 93 mio. kr. om året.


Her er tre af de mest hørte Radio4-programmer indtil nu. Giv dem et lyt. Måske dit nye favoritprogram er iblandt.

Radio4 Morgen
https://www.radio4.dk/program/morgen-r4dio/?id=radio4-morgen-mandag-kl-7-8_ep_10_02_20

Comedy-kontoret
https://www.radio4.dk/program/comedy-kontoret/?id=krig-med-masoud-vahedi_ep_20_01_20

Krimiland
https://www.radio4.dk/program/krimiland/?id=dekorimamanden-og-43-sekunder-episode-16_ep_18_02_20

 





vidste du at

... Deal.dk har hver måned mere end 380.000 og spotdeal.dk mere end 310.000 månedlige brugere

vidste du at

... Jysk Fynske Medier tager aktiv del i lokale kultur- og idrætsforeninger

vidste du at

… at vi har 2,6 mio månedlige brugere af digitale platforme (websites)